top of page
Forfatters billedeThomas Pedersen

Nye anbefalinger fra Børns Vilkår omkring børn og unges skærmbrug

Børn og unges liv er mere digitalt end nogensinde før, og det øgede skærmforbrug skaber tvivl, bekymringer og konflikter i mange familier.


Børn og unges trivsel, Skærmtid, Tidsbegrænsninger, Psykologi, Skærmguide, Aldersgrupper, Familie, Sundhed, Børns Vilkår

Det digitale er virkelig flyttet indenfor hos enhver familie, i form af sociale medier, spil, og underholdning i det hele taget. Derfor mener Børns Vilkår, at der er behov for klare anbefalinger til, hvordan børn og unge i alderen 0-18 år og deres forældre bedst kan håndtere skærmen. Organisationen lancerer i dag en omfattende guide med skærmråd.


"Den tvivl, der kan opstå, vil vi gerne imødekomme med vores nye skærmguide" - Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår

Nogle af de mange detaljerede anbefalinger inkluderer, at børn under 2 år ikke bør have skærm, og at forældre bør minimere deres eget skærmforbrug, når de er sammen med deres børn. Passivt forbrug af algoritmedrevet indhold bør også begrænses. Børns Vilkår foreslår også, at billeddeling af børn bør undgås uden samtykke, og at børn under 13 år generelt ikke bør være på sociale medier.


Skærmråd opdelt i syv aldersgrupper


Børns Vilkårs skærmråd er opdelt i syv aldersgrupper og præsenteres som en vejledning rettet mod forældre, der søger råd, retningslinjer og idéer til at hjælpe deres børn med at udvikle et afbalanceret forhold til digitale medier. Formålet er at mindske konflikter i hverdagen, hvor skærme som tv, tablets og smartphones fylder meget. Samtidig skal rådene bidrage til at sikre børn og unges trivsel online, beskytte deres ret til privatliv og forhindre dem i at blive udsat for upassende indhold samt afhængighedsskabende algoritmer online.


Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, udtaler: ”Mange forældre er, helt forståeligt, bekymrede og forvirrede over de mange nye muligheder, valg og svære dilemmaer, som digitale og sociale medier har ført med sig. Den tvivl, der kan opstå, vil vi gerne imødekomme med vores nye skærmguide, som vi synes, har manglet. Sandheden er, at vi stadig ikke ved ret meget om, hvordan skærmene præcis påvirker vores børn og unge, men vi mener, at der efterhånden er viden nok til at konkludere, at vi bør være mere forsigtige, end vi er i dag,”


"Vores råd skal ses som en vejledning, der kan hjælpe børn og forældre med at samarbejde om et sundere forhold til skærmlivet og fungere som en form for selvforsvar i familierne mod en industri, der i stigende grad kræver vores opmærksomhed” - Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår

Børns Vilkårs skærmråd baserer sig på eksisterende forskning, organisationens ekspertise inden for børneområdet og anvendelsen af et forsigtighedsprincip.


Rasmus Kjeldahl tilføjer: ”Vi arbejder stadig hårdt på at regulere techvirksomhederne, så deres platforme bliver mere sikre for børn og unge. Vores råd skal ses som en vejledning, der kan hjælpe børn og forældre med at samarbejde om et sundere forhold til skærmlivet og fungere som en form for selvforsvar i familierne mod en industri, der i stigende grad kræver vores opmærksomhed.”


Kvalitet frem for kvantitet


De nye anbefalinger lægger vægt på indholdet frem for tiden brugt på skærmen og differentierer mellem aktiviteter udført alene eller sammen med andre. Rådene er tilpasset specifikke aldersgrupper og deres individuelle behov. For eksempel er digitale fællesskaber ikke relevante for de yngste børn, men bliver mere betydningsfulde, når børnene bliver ældre. Småbørn har dog et ekstra stort behov for fysisk kontakt og støtte til at håndtere følelser, som ikke kan erstattes af en skærm.


Børn og unges trivsel, Skærmtid, Tidsbegrænsninger, Psykologi, Skærmguide, Aldersgrupper, Familie, Sundhed, Børns Vilkår

Skærmrådene tager også hensyn til den eksisterende viden om børn og unges trivsel. Rasmus Kjeldahl understreger: ”Vi ved en del om, hvad der fremmer børn og unges trivsel generelt. Derfor anbefaler vi, når det kommer til skærmbrug, at forældre ser på barnets trivsel som helhed: Er barnet en del af fysiske fællesskaber? Får barnet nok søvn? Bevæger det sig nok? Det er indlysende, at hvis skærmaktiviteter optager mange timer hver dag, bliver der mindre tid til de andre aktiviteter, der styrker trivslen.”


"Vigtigt, at familierne samarbejder om at fastlægge klare rammer og tidsbegrænsninger, der tager hensyn til andre daglige aktiviteter" - Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår

Han tilføjer: ”Vi forstår, at hver familie har sine egne rutiner, som kan blive udfordret af nogle af vores råd. Alligevel mener vi, at det er vigtigt, at familierne samarbejder om at fastlægge klare rammer og tidsbegrænsninger, der tager hensyn til andre daglige aktiviteter, som børn og unge også skal deltage i. Rådene bør ses som et supplement til sunde fornuft – de skal inspirere til refleksion, dialog og aktiv deltagelse, i stedet for at forvente, at alle forældre følger alle vores råd nøjagtigt.”


Udover råd til børn, unge og deres forældre indeholder skærmguiden også råd til fagfolk i daginstitutioner og skoler.


Comments


bottom of page