Datatilsynet har nu indledt en undersøgelse af rollen som databeskyttelsesrådgiver i kommunerne. Undersøgelsen sker som led i en koordineret indsats, som EDPB har iværksat.
Datatilsynet og 25 andre tilsynsmyndigheder i EU/EØS deltager i Det Europæiske Databeskyttelsesråds (EDPB's) koordinerede undersøgelse af rollen som databeskyttelsesrådgiver (DPO).
Datatilsynet har valgt at afgrænse undersøgelsen til at omfatte de databeskyttelsesrådgivere, der er udpeget for landets kommuner. Baggrunden for det er bl.a., at kommunerne efter databeskyttelsesforordningen er forpligtet til at udpege en databeskyttelsesrådgiver, og at kommunerne i høj grad beskæftiger sig med borgerrelateret arbejde, som indebærer behandling af store mængder personoplysninger.
Formålet med undersøgelsen er at skabe et overblik over databeskyttelsesrådgivernes arbejde og eventuelle udfordringer forbundet med det.
Datatilsynet har på denne baggrund sendt et spørgeskema ud til landets kommuner. Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet og analyseret både nationalt og på EU/EØS-niveau. Datatilsynet vil efter undersøgelsen evaluere behovet for bl.a. mere konkret vejledningsindsats rettet mod kommuner og deres DPO’er.
Kilde: datatilsynet.dk
Comments