Både private og offentlige virksomheder har i stigende grad brug for at være forrest, når det kommer til digitale teknologier, hvis Danmark fortsat skal være konkurrencedygtig på globalt plan; men hvordan ser virkeligheden egentlig ud?
“IT i praksis” er en årlig rapport, der udarbejdes af Rambøll Management Consulting i samarbejde med DANSK IT, og i år er det 23. gang, pulsen bliver taget på danske virksomheders udfordringer med it og digitalisering – og der tegner sig et tydeligt billede af et Danmark under hårdt pres.
Ifølge undersøgelsen mener hver femte offentlige virksomhed, at virksomhedens kompetencer og færdigheder er tilstrækkelige i forhold til de krav, digitaliseringen stiller. Det betyder modsat, at fire ud af fem virksomheder ikke mener, at de besidder de nødvendige kompetencer, og manglen på netop dét anses for at være en af de vigtigste barrierer for virksomhedens digitale ambitioner.
Det er skræmmende fakta, når man tænker på, at niveauet for cybertrusler i 2019 er på sit højeste nogensinde, og endnu værre bliver det, når undersøgelsen påviser, at hele 32% af de offentlige virksomheder endnu ikke har en plan for udvikling af medarbejdernes digitale kompetencer.
En national sikkerhedstrussel
Det er ikke mere end et par uger siden, at man kunne læse på Dansk IT Sikkerhed, at tyveri af persondata udgør en national trussel; og truslen bliver ikke mindre, hvis hverken offentlige eller private virksomheder tager sikkerheden alvorligt og begynder at uddanne medarbejderne i digital sikkerhed.
Der er tale om pasnumre, CPR-numre, kreditkortnumre og andre persondate, der stjæles fra både netbutikker, sociale medier og myndigheder i et omfang, der hurtigt kan komme ud af kontrol. Troels Ørting Jørgensen, der er tidligere operativ chef i PET, forhenværende leder af Europols taskforce for cyberkriminalitet og tidligere ansvarlig for sikkerhedstrusler og cybersikkerhed i storbanken Barclays fortæller:
“Det er bekymrende, hver gang man mister data. Men det er endnu mere bekymrende, når det handler om disse sensitive data. Hvis man har identiteten på de rigtige personer, så taler vi om en national sikkerhedstrussel.”